Fra naguib til al sisi: et overblik
September 17, 2015
by Amalie Kolmorgen og Viggo Lehrmann
Ali Muhammad Naguib, 1901-1984
Naguib var egyptisk officer og politiker og Egyptens første præsident. Han havde en treårig regeringsperiode fra 1953-1956. Naguib var en af ”De Frie Officerer”, der ved et militærkup i 1952 kuppede sig til magten i Egypten. De havde som mål at skabe et politisk uafhængigt og militært stærkt Egypten.
Gamal Abdel Nasser, 1918-1970
Nasser var egyptisk officer og politiker og blev Egyptens 2. præsident, da han efterfulgte præsident Muhammad Naguib i 1956. Under Nassers regeringstid blev det tydeligt, at den militære magthaver prioriterede en samling af den arabiske verden, så i 1958 aftalte Egypten og Syrien indgåelse af en union mellem de to stater, der blev slået sammen i Den Forenede Arabiske Republik, som siden fik Nordyemen som integreret medlem. Denne union varede kun i en fireårig periode, fordi Syrien i sommeren 1961 valgte at træde ud.
Allerede i begyndelsen af 1960'erne kunne Egypten dokumentere betydelig økonomisk fremgang, men særligt to tendenser var store syndere af denne fremgang. Det var først og fremmest den voldsomme befolkningsvækst og dernæst de militære udgifter som blev yderligere belastet, fordi Egypten 1962-67 blev involveret i borgerkrigen i Nordyemen. Udover dette led Egypten også i 1967 et sviende militært nederlag sammen med Israels arabiske nabolande i Den Tredje Arabisk-israelske Krig, Seksdageskrigen.
I foråret 1962 blev der udvalgt en nationalforsamling, som vedtog en national aftale, hvori de politiske og økonomiske erfaringer fra årene efter kuppet blev samlet. Det lagde til grunde for en egyptisk panarabisk ideologi, baseret på den arabiske socialisme.
Gamal Nasser regerede i fjorten år og anses for at være en af de mest betydningsfulde arabiske ledere i moderne tid.
Mohamed Anwar El Sadat, 1918-1981
Sadat var egyptisk politiker og overtog præsidentposten efter vennen Nassers død og havde en regeringstid på elleve år. Ligesom de 2 tidligere præsidenter deltog Sadat også i kuppet i 1952 som afsatte kong Farouk 1.
Sadat gjorde det fra begyndelsen af sin regeringsperiode klart, at hans interesse var Egypten, og derfor blev den panarabiske nationalisme opgivet. Dog valgte Sadat i 1974 at lancere en ny økonomisk politik, der havde som mål igen at bringe Egypten ind i det vestlige økonomiske samarbejde, som gjorde det klart at han ønskede et mere vestligt orienteret Egypten.
Egypten underskrev i marts 1979 en fredsaftale med Israel ved navn ”Den Israelsk-egyptiske Fredsaftale”. Fredsaftalen med Israel var under voldsomt kritik af de øvrige arabiske lande, og Egypten blev genstand for et fælles arabisk boykot, der bl.a. førte til, at Den Arabiske Liga flyttede sit hovedsæde fra Cairo til Tunis.
Efter fredsaftalen med Israel radikaliserede de islamiske grupper deres kritik af Sadat. Regimet forsøgte at knuse oppositionen med massearrestationer uden egentlige resultater, og i oktober 1981 blev Sadat dræbt ved et attentat, udøvet af en af de mange radikale islamiske oppositionsgrupper.
Muhammad Hosni Said Mubarak 1928-2011
Mubarak var Egyptens fjerde præsident. Han var Sadats vicepræsident og han overtog officielt posten som Egyptens overhoved den 14.10.1981, otte dage efter Sadats attentat. Mubarak forlod først posten som præsident efter 30 år som magthaver, som følge af det arabiske forår.
Mubarak fastholdt Sadats økonomiske politik og tilnærmelsen til Vesten, men forsøgte dog samtidigt at modvirke den skæve og ulige sociale udvikling for at imødegå den voksende kritik fra landets islamistiske opposition mod det tætte og omfattende samarbejde med Vesten.
Gennem Murbaraks tid deltog Egypten meget aktivt i den internationale politik. Bl.a. den internationale alliance, der under forsæde af USA blev skabt, da Irak i 1990 besatte Kuwait. Egypten fik som tak for sin støtte til kampen for Kuwaits befrielse eftergivet en betydelig del af sin udlandsgæld. Dette viste for alvor at Egypten havde genvundet sin centrale position i den regionale politik.
Efter 30 år som egyptisk præsident var Mubarak i 2011 nødsaget til at træde tilbage. Der var opstået så massiv modstand fra landets befolkning, at militæret begyndte at vise tiltagende sympati for demonstranterne, hvilket blev Mubaraks ultimatum. Denne begivenhed er sidenhed i bredt omfang kendt som slutningen på diktatur i Egypten. Når man taler om den nyere egyptiske historie er den udbredte definition, at den strækker sig over omtrent 100 år, men efterhånden kan man uden tøven tale om Mubaraks fald som et decideret epokeskifte, som betegnelsen nok burde have fulgt.
Den ny æra – ’demokratisering’ af Egypten
Efter Mubaraks fald i februar 2011 indledte Egypten en ny æra. De første måneder var præget af fest og glade dage, fordi landets hersker gennem 30 år, som havde nærmest enevældige magtbeføjelser, omsider var smidt af tronen. Snart begyndte egypterne dog at spørge sig selv og hinanden: ”Hvad så nu”? Det var der specielt én befolkningsgruppe, der var klar til at give et kvalificeret svar på: Det Muslimske Broderskab. I 2012 blev der udskrevet valg efter et års tid, hvor man havde arbejdet på et udkast til en ny demokratisk forfatning, og omsider stod man klar med Egyptens første frie valg nogensinde.
Mohamed Morsi, 2012 –2013
Det gik Det Muslimske Broderskab fra som sejrherre, og deres præsidentkandidat Mohamed Morsi blev således den første demokratisk valgte præsident i Egyptens historie. Det varede dog ikke længe, før uroen atter bredte sig i Egyptens og specielt Cairos gader og stræder. Præsident Morsi havde på kort tid fået så meget magt, at nogle analytikere mente, at han var mere magtfuld end Mubarak på noget tidspunkt gennem sin 30-årige regeringsperiode havde været. Han gennemgik imidlertid massiv kritik og blev flere gange anklaget for at have svindlet ved valget og kuppet sin forfatning igennem – en forfatning, som desuden var kritiseret for at være for islamistisk. 2013 bød på adskillige massedemonstrationer, igen med Tahrir-pladsen som samlingspunkt, og nu stod også militæret frem og ville have noget at skulle have sagt.
Abdel el-Sisi, 2014 – nu
Den 3. juli gjorde hæren et kup og afsatte Morsi fra præsidentembedet, og en komité blev nedsat for at ændre forfatningen. Urolighederne fortsatte og specielt Morsis tilhængere var utilfredse med sagens drejning. I januar 2014 kunne Adly Mansour, som var indsat som midlertidigt statsoverhoved, offentliggøre vedtagelsen af en ny forfatning, og i maj samme år stod egypterne atter over for et valg. Men som valget to år forinden var 2014-udgaven, trods demokratisk af princip, ikke overvældende demokratisk i praksis, da der blot var to kandidater til posten – og det er ikke for meget sagt, da valget endte i en jordskredssejr til chefen for det egyptiske militær, Abdel Fattah el-Sisi, som fik hele 96,9% af stemmerne.
Naguib var egyptisk officer og politiker og Egyptens første præsident. Han havde en treårig regeringsperiode fra 1953-1956. Naguib var en af ”De Frie Officerer”, der ved et militærkup i 1952 kuppede sig til magten i Egypten. De havde som mål at skabe et politisk uafhængigt og militært stærkt Egypten.
Gamal Abdel Nasser, 1918-1970
Nasser var egyptisk officer og politiker og blev Egyptens 2. præsident, da han efterfulgte præsident Muhammad Naguib i 1956. Under Nassers regeringstid blev det tydeligt, at den militære magthaver prioriterede en samling af den arabiske verden, så i 1958 aftalte Egypten og Syrien indgåelse af en union mellem de to stater, der blev slået sammen i Den Forenede Arabiske Republik, som siden fik Nordyemen som integreret medlem. Denne union varede kun i en fireårig periode, fordi Syrien i sommeren 1961 valgte at træde ud.
Allerede i begyndelsen af 1960'erne kunne Egypten dokumentere betydelig økonomisk fremgang, men særligt to tendenser var store syndere af denne fremgang. Det var først og fremmest den voldsomme befolkningsvækst og dernæst de militære udgifter som blev yderligere belastet, fordi Egypten 1962-67 blev involveret i borgerkrigen i Nordyemen. Udover dette led Egypten også i 1967 et sviende militært nederlag sammen med Israels arabiske nabolande i Den Tredje Arabisk-israelske Krig, Seksdageskrigen.
I foråret 1962 blev der udvalgt en nationalforsamling, som vedtog en national aftale, hvori de politiske og økonomiske erfaringer fra årene efter kuppet blev samlet. Det lagde til grunde for en egyptisk panarabisk ideologi, baseret på den arabiske socialisme.
Gamal Nasser regerede i fjorten år og anses for at være en af de mest betydningsfulde arabiske ledere i moderne tid.
Mohamed Anwar El Sadat, 1918-1981
Sadat var egyptisk politiker og overtog præsidentposten efter vennen Nassers død og havde en regeringstid på elleve år. Ligesom de 2 tidligere præsidenter deltog Sadat også i kuppet i 1952 som afsatte kong Farouk 1.
Sadat gjorde det fra begyndelsen af sin regeringsperiode klart, at hans interesse var Egypten, og derfor blev den panarabiske nationalisme opgivet. Dog valgte Sadat i 1974 at lancere en ny økonomisk politik, der havde som mål igen at bringe Egypten ind i det vestlige økonomiske samarbejde, som gjorde det klart at han ønskede et mere vestligt orienteret Egypten.
Egypten underskrev i marts 1979 en fredsaftale med Israel ved navn ”Den Israelsk-egyptiske Fredsaftale”. Fredsaftalen med Israel var under voldsomt kritik af de øvrige arabiske lande, og Egypten blev genstand for et fælles arabisk boykot, der bl.a. førte til, at Den Arabiske Liga flyttede sit hovedsæde fra Cairo til Tunis.
Efter fredsaftalen med Israel radikaliserede de islamiske grupper deres kritik af Sadat. Regimet forsøgte at knuse oppositionen med massearrestationer uden egentlige resultater, og i oktober 1981 blev Sadat dræbt ved et attentat, udøvet af en af de mange radikale islamiske oppositionsgrupper.
Muhammad Hosni Said Mubarak 1928-2011
Mubarak var Egyptens fjerde præsident. Han var Sadats vicepræsident og han overtog officielt posten som Egyptens overhoved den 14.10.1981, otte dage efter Sadats attentat. Mubarak forlod først posten som præsident efter 30 år som magthaver, som følge af det arabiske forår.
Mubarak fastholdt Sadats økonomiske politik og tilnærmelsen til Vesten, men forsøgte dog samtidigt at modvirke den skæve og ulige sociale udvikling for at imødegå den voksende kritik fra landets islamistiske opposition mod det tætte og omfattende samarbejde med Vesten.
Gennem Murbaraks tid deltog Egypten meget aktivt i den internationale politik. Bl.a. den internationale alliance, der under forsæde af USA blev skabt, da Irak i 1990 besatte Kuwait. Egypten fik som tak for sin støtte til kampen for Kuwaits befrielse eftergivet en betydelig del af sin udlandsgæld. Dette viste for alvor at Egypten havde genvundet sin centrale position i den regionale politik.
Efter 30 år som egyptisk præsident var Mubarak i 2011 nødsaget til at træde tilbage. Der var opstået så massiv modstand fra landets befolkning, at militæret begyndte at vise tiltagende sympati for demonstranterne, hvilket blev Mubaraks ultimatum. Denne begivenhed er sidenhed i bredt omfang kendt som slutningen på diktatur i Egypten. Når man taler om den nyere egyptiske historie er den udbredte definition, at den strækker sig over omtrent 100 år, men efterhånden kan man uden tøven tale om Mubaraks fald som et decideret epokeskifte, som betegnelsen nok burde have fulgt.
Den ny æra – ’demokratisering’ af Egypten
Efter Mubaraks fald i februar 2011 indledte Egypten en ny æra. De første måneder var præget af fest og glade dage, fordi landets hersker gennem 30 år, som havde nærmest enevældige magtbeføjelser, omsider var smidt af tronen. Snart begyndte egypterne dog at spørge sig selv og hinanden: ”Hvad så nu”? Det var der specielt én befolkningsgruppe, der var klar til at give et kvalificeret svar på: Det Muslimske Broderskab. I 2012 blev der udskrevet valg efter et års tid, hvor man havde arbejdet på et udkast til en ny demokratisk forfatning, og omsider stod man klar med Egyptens første frie valg nogensinde.
Mohamed Morsi, 2012 –2013
Det gik Det Muslimske Broderskab fra som sejrherre, og deres præsidentkandidat Mohamed Morsi blev således den første demokratisk valgte præsident i Egyptens historie. Det varede dog ikke længe, før uroen atter bredte sig i Egyptens og specielt Cairos gader og stræder. Præsident Morsi havde på kort tid fået så meget magt, at nogle analytikere mente, at han var mere magtfuld end Mubarak på noget tidspunkt gennem sin 30-årige regeringsperiode havde været. Han gennemgik imidlertid massiv kritik og blev flere gange anklaget for at have svindlet ved valget og kuppet sin forfatning igennem – en forfatning, som desuden var kritiseret for at være for islamistisk. 2013 bød på adskillige massedemonstrationer, igen med Tahrir-pladsen som samlingspunkt, og nu stod også militæret frem og ville have noget at skulle have sagt.
Abdel el-Sisi, 2014 – nu
Den 3. juli gjorde hæren et kup og afsatte Morsi fra præsidentembedet, og en komité blev nedsat for at ændre forfatningen. Urolighederne fortsatte og specielt Morsis tilhængere var utilfredse med sagens drejning. I januar 2014 kunne Adly Mansour, som var indsat som midlertidigt statsoverhoved, offentliggøre vedtagelsen af en ny forfatning, og i maj samme år stod egypterne atter over for et valg. Men som valget to år forinden var 2014-udgaven, trods demokratisk af princip, ikke overvældende demokratisk i praksis, da der blot var to kandidater til posten – og det er ikke for meget sagt, da valget endte i en jordskredssejr til chefen for det egyptiske militær, Abdel Fattah el-Sisi, som fik hele 96,9% af stemmerne.
indvielsen af den nye Suez kanal
September 15, 2015
BY tobias holm just og jeppe munch thorsen
Efter et års intensivt arbejde, blev Suez kanalen indviet d. 6 august 2015. Nu kan langt flere skibe end før sejle igennem dagligt.
Tidligere har Suez kanalens kapacitet været på 47 skibe om dagen, men med udbygningen kan kanalen, der forbinder Middelhavet og Rødehavet nu rumme 97 skibe om dagen.
Planerne om den nye Suez kanal kan tilskrives den egyptiske præsident, Adel Fattah al-Sisi, der for ca. et år siden satte projektet i gang. Han kalder kanalen ’en gave til verden’, og der er lagt en masse kræfter i projektet: 80 entreprenører og totalt 43 tusinde mennesker har taget del i arbejdet for at få den nye kanal færdig.
Arbejdet har kørt over et år, og der er bl.a. blevet udgravet en 35 km lang kanal, der går parallelt med hovedkanalen. Udover det har man udvidet og uddybet en strækning på 37 km.
I alt har 72 km af Suez kanalen altså været under ombygning. Denne ombygning har sørget for, at skibene nu kan passere hinanden, og det har resulteret i en markant reduktion i rejsetiden. Turen er gået fra at tage 22 timer til nu blot at tage 11 timer.
Den nye vandvej har kostet Egypten over 50 milliarder kr. at grave ud. Med den nye udvidelse af kanalen forventes den at blive den nye store indtægts kilde, der ventes at give Egypten omkring 35 milliarder årligt. Udvidelse ventes at øge indtægterne til omkring det tredobbelte inden 2023.
Åbningen af den nye kanal har bragt stor gejst for egypterne, der ser åbningen som et symbol på den lyse økonomiske fremtid de går i møde. Dagen hvor åbningen af kanalen fandt sted, blev markeret som en national fridag.
Tidligere har Suez kanalens kapacitet været på 47 skibe om dagen, men med udbygningen kan kanalen, der forbinder Middelhavet og Rødehavet nu rumme 97 skibe om dagen.
Planerne om den nye Suez kanal kan tilskrives den egyptiske præsident, Adel Fattah al-Sisi, der for ca. et år siden satte projektet i gang. Han kalder kanalen ’en gave til verden’, og der er lagt en masse kræfter i projektet: 80 entreprenører og totalt 43 tusinde mennesker har taget del i arbejdet for at få den nye kanal færdig.
Arbejdet har kørt over et år, og der er bl.a. blevet udgravet en 35 km lang kanal, der går parallelt med hovedkanalen. Udover det har man udvidet og uddybet en strækning på 37 km.
I alt har 72 km af Suez kanalen altså været under ombygning. Denne ombygning har sørget for, at skibene nu kan passere hinanden, og det har resulteret i en markant reduktion i rejsetiden. Turen er gået fra at tage 22 timer til nu blot at tage 11 timer.
Den nye vandvej har kostet Egypten over 50 milliarder kr. at grave ud. Med den nye udvidelse af kanalen forventes den at blive den nye store indtægts kilde, der ventes at give Egypten omkring 35 milliarder årligt. Udvidelse ventes at øge indtægterne til omkring det tredobbelte inden 2023.
Åbningen af den nye kanal har bragt stor gejst for egypterne, der ser åbningen som et symbol på den lyse økonomiske fremtid de går i møde. Dagen hvor åbningen af kanalen fandt sted, blev markeret som en national fridag.