Cairo gennem tiderne
September 18, 2015
BY Milo maria schul og eddie skat-rørdam
Området omkring vor tids Cairo har på grund af den centrale beliggenhed tæt på Nil-deltaet altid været beboet. Oprindelsen til den moderne by dateres dog til omkring det 4. århundrede, hvor romerne etablerede en fæstningsby på østsiden af Nilen. Fæstningen, som kaldes Babylon, er den ældste bygning i Cairo.
I 969 udvides byen markant, da Fatimid-kalifatet skulle vælge en ny hovedstad, til deres voksende dynasti. De indtog Egypten, og en ny by nordøst for den gamle hovedstad, Fustat, blev bygget. Efter fire år var byen, oprindeligt kaldt al-Manṣūriyyah, færdig. På den tid blev al-Azhar Moskeen også bygget, som nu er det tredje ældste fungerende universitet i verden. Da Kalif al-Mu'izz li Din Allah ankom fra Fatimad-dynastiets gamle hovedstad i Tunesien, gav han byen dens nuværende navn, al-Qahira, som betyder “Den Sejrende”.
Cairo blev dog først i praksis og permanent Egyptens hovedstad 200 år senere, da Fatimad-styret satte ild til den gamle hovedstad for at beskytte Cairo mod Korsridderne. I 1169 blev Saladin udnævnt til vesir (rådgiver) for styret, men efter mange år med intern splid og magtkampe overtog Saladin magten fra den sidste Kalif. Som den første Sultan af Egypten, etablerede Saladin Ayyubid-dynastiet med hovedsæde i Cairo og indgik en alliance med Abbasiderne, som havde base i Baghdad. Under Saladins styre blev Cairo-citadellet bygget, som fungerede som rådhus indtil midten af 1900-tallet.
I 1250 tog slave-soldaterne, kendt som Mamlukkerne, kontrol over Egypten og udnævnte Cairo til hovedstad i deres nye dynasti. En stor del af grunden, optaget af de gamle fatimidiske paladser, blev solgt og erstattet med nyere bygninger. Konstruktioner og handel skubbede byens grænser udad, samtidig med der kom mere infrastruktur til midten af byen. Cairo blomstrede som center for Islamisk viden, med et af de største biblioteker i verden, og der blev dannet flere handelsruter der gik igennem byen. I 1340 havde Cairo en befolkning på næsten 500.000, hvilket gjorde byen til den største vest for Kina.
Dog begyndte arabernes indflydelse at dale, i takt med at de nærliggende tyrkere og briter blev mere magtfulde. Som et resultat heraf, invaderede det spirende Osmanniske Rige Cairo i 1517. Osmannerne plyndrede byen og tog alt af værdi med hjem til Istanbul. Inden længe var Cairo gået fra at være en stor hovedstad til at være en lille provinsby. De lokale ledere skulle nu tjene en Sultan, som talte et andet sprog og boede langt væk. De opdagede dog hurtigt, at hvis de var villige til at tjene sultanen, som de havde tjent den mamlukkiske sultan, ville de fortsat kunne styre og forblive i magtfulde stillinger. Sådan forblev magtfordelingen i omkring 300 år. I denne tidsperiode var Cairo en relativt u-signifikant by, og der var ikke meget kulturel udvikling.
I 1798 foretog Frankrig en invasion af Egypten i et desperat forsøg på at genåbne handelsruterne til Indien via Suez. Efter at have smidt anker ud fra Alexandria, mødte de meget lidt modstand, på deres march langs Nilen mod Cairo. I spidsen for den franske hær stod Napoleon Bonaparte, som behandlede den islamiske religion med respekt i modsætning til størstedelen af sine soldater. Briterne var lige i hælene på franskmændene og havde sænket en håndfuld franske skibe ud fra Egyptens kyst. Samtidig truede Osmannerne fra øst. Den franske hær blev i Cairo i 3 år og forlod endelig landet efter aftale med briterne i 1801. Den militære kampagne var dog ikke en fuldkommen fiasko. Franskmændene medbragte videnskabsmænd, kartografer, botanikere, zoologer, sprogforskere, arkæologer samt flere eksperter, som nærstuderede Egypten, med fokus på Cairos kulturelle integritet. Det færdige produkt; Description de l’Égypte (Beskrivelse af Egypten) fik åbnet øjnene på Europas videnskabelige elite og blev fundamentet for utallige efterforskninger i det gamle Egypten.
I 969 udvides byen markant, da Fatimid-kalifatet skulle vælge en ny hovedstad, til deres voksende dynasti. De indtog Egypten, og en ny by nordøst for den gamle hovedstad, Fustat, blev bygget. Efter fire år var byen, oprindeligt kaldt al-Manṣūriyyah, færdig. På den tid blev al-Azhar Moskeen også bygget, som nu er det tredje ældste fungerende universitet i verden. Da Kalif al-Mu'izz li Din Allah ankom fra Fatimad-dynastiets gamle hovedstad i Tunesien, gav han byen dens nuværende navn, al-Qahira, som betyder “Den Sejrende”.
Cairo blev dog først i praksis og permanent Egyptens hovedstad 200 år senere, da Fatimad-styret satte ild til den gamle hovedstad for at beskytte Cairo mod Korsridderne. I 1169 blev Saladin udnævnt til vesir (rådgiver) for styret, men efter mange år med intern splid og magtkampe overtog Saladin magten fra den sidste Kalif. Som den første Sultan af Egypten, etablerede Saladin Ayyubid-dynastiet med hovedsæde i Cairo og indgik en alliance med Abbasiderne, som havde base i Baghdad. Under Saladins styre blev Cairo-citadellet bygget, som fungerede som rådhus indtil midten af 1900-tallet.
I 1250 tog slave-soldaterne, kendt som Mamlukkerne, kontrol over Egypten og udnævnte Cairo til hovedstad i deres nye dynasti. En stor del af grunden, optaget af de gamle fatimidiske paladser, blev solgt og erstattet med nyere bygninger. Konstruktioner og handel skubbede byens grænser udad, samtidig med der kom mere infrastruktur til midten af byen. Cairo blomstrede som center for Islamisk viden, med et af de største biblioteker i verden, og der blev dannet flere handelsruter der gik igennem byen. I 1340 havde Cairo en befolkning på næsten 500.000, hvilket gjorde byen til den største vest for Kina.
Dog begyndte arabernes indflydelse at dale, i takt med at de nærliggende tyrkere og briter blev mere magtfulde. Som et resultat heraf, invaderede det spirende Osmanniske Rige Cairo i 1517. Osmannerne plyndrede byen og tog alt af værdi med hjem til Istanbul. Inden længe var Cairo gået fra at være en stor hovedstad til at være en lille provinsby. De lokale ledere skulle nu tjene en Sultan, som talte et andet sprog og boede langt væk. De opdagede dog hurtigt, at hvis de var villige til at tjene sultanen, som de havde tjent den mamlukkiske sultan, ville de fortsat kunne styre og forblive i magtfulde stillinger. Sådan forblev magtfordelingen i omkring 300 år. I denne tidsperiode var Cairo en relativt u-signifikant by, og der var ikke meget kulturel udvikling.
I 1798 foretog Frankrig en invasion af Egypten i et desperat forsøg på at genåbne handelsruterne til Indien via Suez. Efter at have smidt anker ud fra Alexandria, mødte de meget lidt modstand, på deres march langs Nilen mod Cairo. I spidsen for den franske hær stod Napoleon Bonaparte, som behandlede den islamiske religion med respekt i modsætning til størstedelen af sine soldater. Briterne var lige i hælene på franskmændene og havde sænket en håndfuld franske skibe ud fra Egyptens kyst. Samtidig truede Osmannerne fra øst. Den franske hær blev i Cairo i 3 år og forlod endelig landet efter aftale med briterne i 1801. Den militære kampagne var dog ikke en fuldkommen fiasko. Franskmændene medbragte videnskabsmænd, kartografer, botanikere, zoologer, sprogforskere, arkæologer samt flere eksperter, som nærstuderede Egypten, med fokus på Cairos kulturelle integritet. Det færdige produkt; Description de l’Égypte (Beskrivelse af Egypten) fik åbnet øjnene på Europas videnskabelige elite og blev fundamentet for utallige efterforskninger i det gamle Egypten.
Oltidens egypten: et religiøst perspektiv
by victoria ernland, amalie wittendorff og anna krab
Oldtidens Egyptens religion er meget ikonisk, der dukker straks pyramider, faraoer og guder med dyrelignende skikkelser op på vores nethinde. Oldtidens egyptiske religion er en stor del af egypternes identitet i dag, men religion fylder dog ikke nær så meget i egypternes hverdag i dag, som den gjorde for oldtidens egyptere. (I dagens Egypten er størstedelen af befolkningen sunimuslimer).
Oldtidens religion i Egypten udsprang af den civilisation, der opstod omkring Nilen for omkring 5000 år siden. Vi kan i dag stadig se nogle af de overdådige templer, der er fyldt med imponerende gudebilleder og statuer.
Egyptens religion i oldtiden var polyteistisk. Det vil bl.a. sige, at man dengang troede på mange guder. Der var hele 114 guder man kunne bede til. Det var dog kun præsterne, der kunne gå ind til guderne i templerne: Den almindelige borger måtte nøjes med små kapeller, hvor alle kunne komme og bede.
Faraoen havde en guddommelig rolle, han rangerede lige under guddedommen, han var nemlig søn af guderne: Gudernes arving. Faraoens embede var guddommeligt, dog ikke faraoen selv. Mange af faraoerne blev guddommeliggjorte efter deres død, dog var der enkle faraoer, der brød med traditionen og guddommeliggjorde sig selv.
Solguden Ra
I den egyptiske mytologi findes der mange forskellige guder. Guden Ra er solguden og kongen over alle guderne. Der er mange myter om Ras liv. Den mest udbredte er myten om båden, som sejler over himmelen. Hvor han hver morgen bliver født som en skarabæ af himmelgudinden Nut. Han sejler i sin hellige båd med nogle få andre guder over himmelen, hvor han besøger de 12 forskellige provinser, der repræsenterer de 12 dagstimer. Når han når middag, bliver han til et menneske med et falkehoved. Når de 12 timer er gået står Nut, hans mor, klar til at sluge ham. Denne cyklus er evig og gentager sig hver dag. Efter at være blevet slugt af himmelgudinden Nut, er han om natten hersker i den farlige underverden. Her bliver han set som en stor magtfuld gud, som man var bange for.
Dødsrigets gud
Anubis er dødsrigets gud, og han beskytter de dødes ånder. Han sørger for, at de fysisk døde bliver omskabt til åndelige individer i en ikke-fysisk verden. Anubis modtager de døde kroppe i dødsriget. Her tager han mumien ud af sarkofagen og udøver ritualet "åbning af munden". Åbningen af munden er et ritual, som Anubis står for. Mumiens krop bliver berørt af amuletter, hvilket sørger for, at mumien får sine sanselige evner tilbage. Han vejviser derefter den levende sjæl til Osiris, som er gud for de døde. Anubis er også gud for overvågning af mumier og står også for balsamering. Han er den eneste, som må åbne op for de dødes kroppe. Når præsterne var i gang med mumificeringsprocessen, bar de masker som forestillede sjakalhoveder. Man var i den tro, at hvis man bar sådan en maske, var man Anubis selv. Anubis er tegnet på de fleste indgange til gravsteder. Når der er en tegning af Anubis ved en grav, betyder det, at han vogter over den grav.
Oldtidens religion i Egypten udsprang af den civilisation, der opstod omkring Nilen for omkring 5000 år siden. Vi kan i dag stadig se nogle af de overdådige templer, der er fyldt med imponerende gudebilleder og statuer.
Egyptens religion i oldtiden var polyteistisk. Det vil bl.a. sige, at man dengang troede på mange guder. Der var hele 114 guder man kunne bede til. Det var dog kun præsterne, der kunne gå ind til guderne i templerne: Den almindelige borger måtte nøjes med små kapeller, hvor alle kunne komme og bede.
Faraoen havde en guddommelig rolle, han rangerede lige under guddedommen, han var nemlig søn af guderne: Gudernes arving. Faraoens embede var guddommeligt, dog ikke faraoen selv. Mange af faraoerne blev guddommeliggjorte efter deres død, dog var der enkle faraoer, der brød med traditionen og guddommeliggjorde sig selv.
Solguden Ra
I den egyptiske mytologi findes der mange forskellige guder. Guden Ra er solguden og kongen over alle guderne. Der er mange myter om Ras liv. Den mest udbredte er myten om båden, som sejler over himmelen. Hvor han hver morgen bliver født som en skarabæ af himmelgudinden Nut. Han sejler i sin hellige båd med nogle få andre guder over himmelen, hvor han besøger de 12 forskellige provinser, der repræsenterer de 12 dagstimer. Når han når middag, bliver han til et menneske med et falkehoved. Når de 12 timer er gået står Nut, hans mor, klar til at sluge ham. Denne cyklus er evig og gentager sig hver dag. Efter at være blevet slugt af himmelgudinden Nut, er han om natten hersker i den farlige underverden. Her bliver han set som en stor magtfuld gud, som man var bange for.
Dødsrigets gud
Anubis er dødsrigets gud, og han beskytter de dødes ånder. Han sørger for, at de fysisk døde bliver omskabt til åndelige individer i en ikke-fysisk verden. Anubis modtager de døde kroppe i dødsriget. Her tager han mumien ud af sarkofagen og udøver ritualet "åbning af munden". Åbningen af munden er et ritual, som Anubis står for. Mumiens krop bliver berørt af amuletter, hvilket sørger for, at mumien får sine sanselige evner tilbage. Han vejviser derefter den levende sjæl til Osiris, som er gud for de døde. Anubis er også gud for overvågning af mumier og står også for balsamering. Han er den eneste, som må åbne op for de dødes kroppe. Når præsterne var i gang med mumificeringsprocessen, bar de masker som forestillede sjakalhoveder. Man var i den tro, at hvis man bar sådan en maske, var man Anubis selv. Anubis er tegnet på de fleste indgange til gravsteder. Når der er en tegning af Anubis ved en grav, betyder det, at han vogter over den grav.