Egyptens kamp for fri presse
September 19, 2015
BY frida landau og mia andersen
Det egyptiske folk har tabt kampen for fri presse, og det er nu militæret der står med magten. Militærets udnyttelse af magt, gennem medierne, er blandt en af det egyptiske folks hindringer, når der tales om vejen til demokrati. Journalister med en selvstændig mentalitet og et behov for at give sandheden til egypterne, må kæmpe sig vej i den jungle, der hedder Egyptens medieplatform. Med 700-800 arabisk kontrollerede satellitter i luften, er fri presse en vision, der skal arbejdes hårdt for.
Egypten har brug for journalister som Shahira Amin, hvis demokratiet skal sejre. Shahira Amin var ansat under revolutionen, og da hun en dag fik nok af propaganda og statskontrolleret diskurs fik verdenen for alvor øjnene op for hende. CNN og Hilary Clinton hjalp Amin frem i Egyptens medieverden, ved hjælp af økonomiske midler, såvel som offentlig støtte.
Frihedskæmpere som Amin spiller en væsentlig rolle og deltager reaktivt i kampen om fri presse. Dog ser det stadig sort ud, da tendensen er, at selvom det arabiske folk udmærket godt er klar over at mediesystemet er korrupt, er der stadig mange der tror på, hvad de læser. Via disse kontrollerende satellitter har militæret en kolossal magt, der er suveræn. De har en høje antal af ansatte til at kontrollere og censurere hver en nyhed inden den sendes ud. Dette resulterer i en manipuleret og fejloplyst befolkning. Selvom folket ligger inde med den viden om, at de kan gøre en forskel, så har der spredt sig en stemning af afmagt.
Vi kan ikke alle være frihedskæmpere, men vi kan alle handle ud fra vores oplysninger. Kildekritik er væsentlig for Egyptens fremtid, og fokus på netop dette er ikke stort nok. Gennem de sociale medier har det lykkedes egypterne at få spredt en række informationer og anekdoter. Netop denne form for konkretiserede informationer er et behov der skal dækkes. Trods subjektiviteten på de sociale medier, så er det blandt de eneste steder militæret ikke kan kontrollere hvilke informationer der cirkulerer blandt befolkningen. Vores opgave, i vesten, må være at få tilstrækkeligt med informationer til Egypten. Hjælpen kommer blandt andet gennem CNN og støtten til Amin. Med projekter som disse, har vi mulighed for at få indflydelse på Egyptens fremtidige retning.
Egypten har brug for journalister som Shahira Amin, hvis demokratiet skal sejre. Shahira Amin var ansat under revolutionen, og da hun en dag fik nok af propaganda og statskontrolleret diskurs fik verdenen for alvor øjnene op for hende. CNN og Hilary Clinton hjalp Amin frem i Egyptens medieverden, ved hjælp af økonomiske midler, såvel som offentlig støtte.
Frihedskæmpere som Amin spiller en væsentlig rolle og deltager reaktivt i kampen om fri presse. Dog ser det stadig sort ud, da tendensen er, at selvom det arabiske folk udmærket godt er klar over at mediesystemet er korrupt, er der stadig mange der tror på, hvad de læser. Via disse kontrollerende satellitter har militæret en kolossal magt, der er suveræn. De har en høje antal af ansatte til at kontrollere og censurere hver en nyhed inden den sendes ud. Dette resulterer i en manipuleret og fejloplyst befolkning. Selvom folket ligger inde med den viden om, at de kan gøre en forskel, så har der spredt sig en stemning af afmagt.
Vi kan ikke alle være frihedskæmpere, men vi kan alle handle ud fra vores oplysninger. Kildekritik er væsentlig for Egyptens fremtid, og fokus på netop dette er ikke stort nok. Gennem de sociale medier har det lykkedes egypterne at få spredt en række informationer og anekdoter. Netop denne form for konkretiserede informationer er et behov der skal dækkes. Trods subjektiviteten på de sociale medier, så er det blandt de eneste steder militæret ikke kan kontrollere hvilke informationer der cirkulerer blandt befolkningen. Vores opgave, i vesten, må være at få tilstrækkeligt med informationer til Egypten. Hjælpen kommer blandt andet gennem CNN og støtten til Amin. Med projekter som disse, har vi mulighed for at få indflydelse på Egyptens fremtidige retning.
"Yacoubians hus" viser et bredt spekter af egyptens samfundslag
September 16, 2015
By mette jensen
Egypten: et land fuld af korruption, sex og meget andet samlet under eller på et tag. Intet bliver, som man har troet. Historier om ulykkelig kærlighed og knuste drømme.
Man griber hurtigt sig selv i at læse næsten hele romanen i et tag. De interessante historier er svære at slippe, når først man er i gang. Romanen er fuld af cliffhangers, der er med til at gøre det svært at lægge bogen fra sig, man er ivrig efter at vide mere.
Alaa Al-Aswany formår i sin roman fra 2002, udgivet fem år senere på dansk, at give et nuanceret billede af Egypten. Ved brug af en enkelt bygning i Cairo har Alaa Al-Aswany beskrevet de fleste samfundslag i Egypten, fra det lille fattige samfund på toppen af taget til rigmænd i de store lejligheder. Liv, der tager en drastisk drejning på grund af en enkelt begivenhed til liv, der ikke ændrer sig. Alle har de dog det tilfælles at de lever i den samme bygning, nemlig Yacoubians hus. Gennem skift mellem de forskellige historier i næsten hvert kapitel formår Alaa Al-Aswany at fortælle om det egyptiske samfund via beboernes liv. Beboerne er dog ikke uafhængige af hinanden, og jo længere man kommer ind i romanen des mere komplicerede bliver forholdene mellem bogens personer. Der opstår en sammenhæng mellem de forskellige beboere i huset og deres forskellige skæbner.
Taha, fra håbefuld ung mand til terrorist
Taha har en af de mest ekstreme skæbner i bogen. Han er først en håbefuld ung mand med en drøm om at blive politibetjent. Han har klaret sig godt i skolen og fået nogle af de bedste karakterer, alligevel kommer han ikke ind på politiskolen, da han er søn af en portner og ikke har råd til at bestikke politiet. Hans kæreste hedder Busayna. Begge bor de på taget af Yacoubians hus.
Efter afslaget på politiskolen tiltrækkes Taha af Islam, og han møder mænd, der fører ham hen imod ekstremisme og terrorisme.
Busayna er nødsaget til at arbejde grundet hendes faders død. Flere gange bliver der fra hendes mandlige chefer forventet seksuelle goder for at hun kan beholde sit job og tjene flere penge. Hendes moder mener at hun skal holde på sin mødom, men stadig tilfredsstille disse mænd. Flere gange må hun skifte arbejde og hun ender med at møde Zaki Bey el Dessouki, en
gammel mand med hang til sex, der bor i en af de store lejligheder i Yacoubians hus. Hun ender med at forelske sig i ham.
Store emner og problemstillinger
Alaa Al-Aswany tager store emner og problemstillinger op i sin roman. Han berører homoseksualitet, korruption og kærlighed.
Homoseksualiteten er et af de emner, der sætter sit præg på bogen. Selvom der kun skrives om et homoseksuelt par. En enorm problemstilling, der tages op.
Det politiske liv med bestikkelse, korruption og aftaler beskrives nærgående. Hvis det ikke gavner en person enten finansielt eller magtmæssigt, er der ikke meget hjælp at hente. Man handler ud fra det der gavner en.
Forrygende roman
Yacoubians hus skuffer ikke. Det er helt fantastisk hvad man ved hjælp af en bygning kan fortælle og vise om Cairo og om Egypten. Hvilket hus det er, Yacoubians hus! Og hvilken by Cairo er!
Man griber hurtigt sig selv i at læse næsten hele romanen i et tag. De interessante historier er svære at slippe, når først man er i gang. Romanen er fuld af cliffhangers, der er med til at gøre det svært at lægge bogen fra sig, man er ivrig efter at vide mere.
Alaa Al-Aswany formår i sin roman fra 2002, udgivet fem år senere på dansk, at give et nuanceret billede af Egypten. Ved brug af en enkelt bygning i Cairo har Alaa Al-Aswany beskrevet de fleste samfundslag i Egypten, fra det lille fattige samfund på toppen af taget til rigmænd i de store lejligheder. Liv, der tager en drastisk drejning på grund af en enkelt begivenhed til liv, der ikke ændrer sig. Alle har de dog det tilfælles at de lever i den samme bygning, nemlig Yacoubians hus. Gennem skift mellem de forskellige historier i næsten hvert kapitel formår Alaa Al-Aswany at fortælle om det egyptiske samfund via beboernes liv. Beboerne er dog ikke uafhængige af hinanden, og jo længere man kommer ind i romanen des mere komplicerede bliver forholdene mellem bogens personer. Der opstår en sammenhæng mellem de forskellige beboere i huset og deres forskellige skæbner.
Taha, fra håbefuld ung mand til terrorist
Taha har en af de mest ekstreme skæbner i bogen. Han er først en håbefuld ung mand med en drøm om at blive politibetjent. Han har klaret sig godt i skolen og fået nogle af de bedste karakterer, alligevel kommer han ikke ind på politiskolen, da han er søn af en portner og ikke har råd til at bestikke politiet. Hans kæreste hedder Busayna. Begge bor de på taget af Yacoubians hus.
Efter afslaget på politiskolen tiltrækkes Taha af Islam, og han møder mænd, der fører ham hen imod ekstremisme og terrorisme.
Busayna er nødsaget til at arbejde grundet hendes faders død. Flere gange bliver der fra hendes mandlige chefer forventet seksuelle goder for at hun kan beholde sit job og tjene flere penge. Hendes moder mener at hun skal holde på sin mødom, men stadig tilfredsstille disse mænd. Flere gange må hun skifte arbejde og hun ender med at møde Zaki Bey el Dessouki, en
gammel mand med hang til sex, der bor i en af de store lejligheder i Yacoubians hus. Hun ender med at forelske sig i ham.
Store emner og problemstillinger
Alaa Al-Aswany tager store emner og problemstillinger op i sin roman. Han berører homoseksualitet, korruption og kærlighed.
Homoseksualiteten er et af de emner, der sætter sit præg på bogen. Selvom der kun skrives om et homoseksuelt par. En enorm problemstilling, der tages op.
Det politiske liv med bestikkelse, korruption og aftaler beskrives nærgående. Hvis det ikke gavner en person enten finansielt eller magtmæssigt, er der ikke meget hjælp at hente. Man handler ud fra det der gavner en.
Forrygende roman
Yacoubians hus skuffer ikke. Det er helt fantastisk hvad man ved hjælp af en bygning kan fortælle og vise om Cairo og om Egypten. Hvilket hus det er, Yacoubians hus! Og hvilken by Cairo er!
doku: "the Square"
september 15, 2015
by julius andersen, vincent orlando og herman bjørn
Den 118 minutter lange dokumentar “The Square” omhandler revolutionen i Cairo, som opstod i 2011. “The Square” blev udgivet den 18 januar 2013. Dokumentaren er instrueret af Jehane Noujaim, og vi følger egypteren Ahmed Hassan og mange andre revolutionerende igennem hele dokumentaren. Dokumentaren er filmet med et håndholdt kamera, og vi befinder os midt i gaderne gennem revolutionen. Man får fornemmelsen af, at man selv er med, og vi bliver bombarderet med blodige billeder og voldelige video klip, af hvordan de demonstrerende bliver tæsket, jagtet og undertrykt af militæret og det hemmelige politi. Dokumentaren tager os igennem revolution på Tahir pladsen, som er et sted for egypterne til at ændre historien i fællesskab.
Dokumentaren starter ud med at informere os om hvor dårlige forhold, der har været i Kairo i de sidste 30 år, hvor Hosni Mubarak havde magten. Vi bliver overvældet med voldelige og grafiske billeder og videoklip af egyptere, der bliver tævet af politiet og militæret. Vi ser modstandere, der er ved at samle sig på de sociale medier og breder budskabet ud om at demonstrere på gaderne og overtage Tahir Square, som er en stor plads i Kairos hjerte. Det egyptiske folk vil ikke forlade pladsen, indtil deres krav er blevet opfyldt og vil bo på pladsen, indtil regimet er faldet. På pladsen kunne egypterne finde et fællesskab og et sammenhold, som fik folk til stå sammen uanset om man var kristen eller muslim. Vores hovedperson knytter kontakter med en masse mennesker: heriblandt en mand fra det muslimske broderskab ‘Magdy’. Efter en periode, udtalte Hosni Mubarak sig om at træde tilbage og gjorde dette den 11 Februar 2011. Kairos revolutionerende blev meget glade for, at Mubarak trak sig tilbage og spredte meget positive og festlige stemninger i byens gader. Da Hosni Mubarak trådte af, lovede de bevæbnede styrker at møde egypternes krav, men intet skete. Det gamle regime fandtes stadigvæk, og det hemmelige politi havde stadigvæk stor indflydelse og magt. To måneder efter mødtes alle revolutionerende på pladsen igen i håbet om at ændre problemet. Der gik dog ikke mange dage, før militæret fik ryddet pladsen for mennesker. 6 måneder efter revolutionens start overtager demonstranterne pladsen igen. Tahir Square bliver til et islamisk værested, som skiller Ahmed, Magdy og mange andre demonstranter fra hinanden. Det Muslimske Broderskab prøver at indgå en aftale med militæret, med håb om at få den politiske magt. Demonstrationerne på pladsen bliver splittet op af militæret igen, og der er en lang periode med vold, stenkast og skyderier. Militæret enes i, at der skal komme valg og Morsi, som er tilhænger af det Muslimske Broderskab, bliver valgt den 30. juni. De protesterende vender tilbage til pladsen for at få Morsi til at træde af på grund af hans udnyttelse af magt. Her bliver mange egyptere såret og dør. Der er protester i gaderne i ugevis, indtil Al - Sisi truer Morsi med, at han skal trække sig. Den 30. Juni spreder millioner af egyptere sig i gaderne og skaber en af de største protester, der nogensinde har været. Derefter overtager militæret staten og styrer regeringen. Efter de store kampe i gaderne kæmper Ahmed Hassan stadig imod det Muslimske broderskab og militæret.
Dokumentaren starter ud med at informere os om hvor dårlige forhold, der har været i Kairo i de sidste 30 år, hvor Hosni Mubarak havde magten. Vi bliver overvældet med voldelige og grafiske billeder og videoklip af egyptere, der bliver tævet af politiet og militæret. Vi ser modstandere, der er ved at samle sig på de sociale medier og breder budskabet ud om at demonstrere på gaderne og overtage Tahir Square, som er en stor plads i Kairos hjerte. Det egyptiske folk vil ikke forlade pladsen, indtil deres krav er blevet opfyldt og vil bo på pladsen, indtil regimet er faldet. På pladsen kunne egypterne finde et fællesskab og et sammenhold, som fik folk til stå sammen uanset om man var kristen eller muslim. Vores hovedperson knytter kontakter med en masse mennesker: heriblandt en mand fra det muslimske broderskab ‘Magdy’. Efter en periode, udtalte Hosni Mubarak sig om at træde tilbage og gjorde dette den 11 Februar 2011. Kairos revolutionerende blev meget glade for, at Mubarak trak sig tilbage og spredte meget positive og festlige stemninger i byens gader. Da Hosni Mubarak trådte af, lovede de bevæbnede styrker at møde egypternes krav, men intet skete. Det gamle regime fandtes stadigvæk, og det hemmelige politi havde stadigvæk stor indflydelse og magt. To måneder efter mødtes alle revolutionerende på pladsen igen i håbet om at ændre problemet. Der gik dog ikke mange dage, før militæret fik ryddet pladsen for mennesker. 6 måneder efter revolutionens start overtager demonstranterne pladsen igen. Tahir Square bliver til et islamisk værested, som skiller Ahmed, Magdy og mange andre demonstranter fra hinanden. Det Muslimske Broderskab prøver at indgå en aftale med militæret, med håb om at få den politiske magt. Demonstrationerne på pladsen bliver splittet op af militæret igen, og der er en lang periode med vold, stenkast og skyderier. Militæret enes i, at der skal komme valg og Morsi, som er tilhænger af det Muslimske Broderskab, bliver valgt den 30. juni. De protesterende vender tilbage til pladsen for at få Morsi til at træde af på grund af hans udnyttelse af magt. Her bliver mange egyptere såret og dør. Der er protester i gaderne i ugevis, indtil Al - Sisi truer Morsi med, at han skal trække sig. Den 30. Juni spreder millioner af egyptere sig i gaderne og skaber en af de største protester, der nogensinde har været. Derefter overtager militæret staten og styrer regeringen. Efter de store kampe i gaderne kæmper Ahmed Hassan stadig imod det Muslimske broderskab og militæret.