Egyptens menneskerettigheder
september 19, 2015
by august blok, conrad helgers og victor scheffel
Siden 1952 har Egypten haft et autoritært styre. Udover den store folkelige deltagelse i 1956 hvor Nasser blev valgt, har kun 2-10 % af de stemmeberettigede valgt at stemme. Dette skyldtes korruptionen under valgene i Egypten, som gjorde, at befolkning mistede lysten til at deltage i valgene. På dette tidspunkt var der stor arbejdsløshed, mangel på ytringsfrihed, dårlige levestandarder, korruption og politivold. Enhver organisation, der kæmpede for menneskerettigheder i Egypten, blev korruperet eller sunket til bunds af staten. Det var først i 1980’erne, at byggestenene for Egyptens menneskerettighedsbevægelse blev konstrueret.
Det var der, at Egyptian Organisation of Human Rights blev skabt. Der blev dog meget hurtigt skabt stor konflikt mellem organisationen og Egyptens regering. Dette skyldtes blandt andet, at regeringen så ilde på en organisation, som støttede op omkring menneskerettigheder til blandt andre statsudnævnte terrorister. Mange blev fængslet under demonstrationer, da disse menneskerettighedsbevarende organisationer blev set som en trussel mod den autoritære regering. Derfor fik Egyptian Organisation of Human Rights ingen juridisk legitimitet og var stærkt tynget ned af autoritære regering. Stadig i 2011 led Egypten af enorme brud på FN’s verdenserklæring af menneskerettighederne. I 2011 dømte den uafhængige verdensorganisation freedom house Egypten til at værende ikke fri. Denne dom blev givet på baggrund af samtlige scoringer, der var lavet af samme organisation. Disse scoringer viste at på en skala fra 1-7, hvor 1 repræsenterer det højeste niveau af frihed og 7 det laveste, scorede Egypten 6 ved politiske rettigheder og 5 ved borgerrettigheder. Freedom house har dømt Egypten til at have næsten ingen ytringsfrihed. Dette kan ses i pressefriheden, som reguleres af den Egyptiske regering. Hvis noget af det, der var udgivet af pressen ansås for ikke at være i overensstemmelse med regeringens aspekter, blev der givet bøder, og i nogle tilfælde blev journalister fængslet. Børnearbejde forekommer også i Egypten, og der er blevet lavet statistikker af United States Department of Labor, som viser at 6.7 % af Egyptiske børn i alderen 5-14 er i arbejde.
D. 25. januar 2011 marcherede tusindvis af demonstranter mod Tahirpladsen. Mindst 6000 blev såret under de første 18 dage af demonstrationerne og 846 blev dræbt. På trods af dette fortsatte demonstrationerne deres kamp, og til sidst medførte det, at Mubarak gik af i Februar 2011. November 2011 blev det første frie valg i Egypten afholdt. Mubarak blev præsident, og det blev gjort på en demokratisk vis.
Der er kommet et øget fokus på menneskerettighederne i Egypten efter det Arabiske forår, men har det øgede pres fra vesten gjort noget? Og har revolutionen øget levevilkårene som man havde håbet på? Et klart svar kan man nok ikke give. Egypten er stadig rangeret nummer 112 ud af 186, når det kommer til ”Human Development”.
Den nye præsident Al-Sisi har ignoreret menneskerettighedernes opbakning, som det arabiske forår førte med sig. Den egyptiske regering har dømt hundrede af politiske modstandere til døden eller livstid i fængslet. Sikkerhedsstyrker har dræbt mere end 1000 mennesker til demonstrationer mod Al-Sisi. Regeringen har begrænset arbejdet af NGO’er, der kæmper for menneskerettigheder i Egypten. Derfor kan der stadig ses et kæmpe brud på menneskerettighederne. Hvis organisationerne, der kæmper for at opretholde menneskerettighederne og mellemklasen i Egypten bliver slået til jorden af regeringen, vil der aldrig ske nogen form for fremskridt i Egyptens Fattigdom, kønsforskellene vil ikke udligne sig, og almindelige folks liberale behov vil fortsat ikke blive udfyldt.
Det var der, at Egyptian Organisation of Human Rights blev skabt. Der blev dog meget hurtigt skabt stor konflikt mellem organisationen og Egyptens regering. Dette skyldtes blandt andet, at regeringen så ilde på en organisation, som støttede op omkring menneskerettigheder til blandt andre statsudnævnte terrorister. Mange blev fængslet under demonstrationer, da disse menneskerettighedsbevarende organisationer blev set som en trussel mod den autoritære regering. Derfor fik Egyptian Organisation of Human Rights ingen juridisk legitimitet og var stærkt tynget ned af autoritære regering. Stadig i 2011 led Egypten af enorme brud på FN’s verdenserklæring af menneskerettighederne. I 2011 dømte den uafhængige verdensorganisation freedom house Egypten til at værende ikke fri. Denne dom blev givet på baggrund af samtlige scoringer, der var lavet af samme organisation. Disse scoringer viste at på en skala fra 1-7, hvor 1 repræsenterer det højeste niveau af frihed og 7 det laveste, scorede Egypten 6 ved politiske rettigheder og 5 ved borgerrettigheder. Freedom house har dømt Egypten til at have næsten ingen ytringsfrihed. Dette kan ses i pressefriheden, som reguleres af den Egyptiske regering. Hvis noget af det, der var udgivet af pressen ansås for ikke at være i overensstemmelse med regeringens aspekter, blev der givet bøder, og i nogle tilfælde blev journalister fængslet. Børnearbejde forekommer også i Egypten, og der er blevet lavet statistikker af United States Department of Labor, som viser at 6.7 % af Egyptiske børn i alderen 5-14 er i arbejde.
D. 25. januar 2011 marcherede tusindvis af demonstranter mod Tahirpladsen. Mindst 6000 blev såret under de første 18 dage af demonstrationerne og 846 blev dræbt. På trods af dette fortsatte demonstrationerne deres kamp, og til sidst medførte det, at Mubarak gik af i Februar 2011. November 2011 blev det første frie valg i Egypten afholdt. Mubarak blev præsident, og det blev gjort på en demokratisk vis.
Der er kommet et øget fokus på menneskerettighederne i Egypten efter det Arabiske forår, men har det øgede pres fra vesten gjort noget? Og har revolutionen øget levevilkårene som man havde håbet på? Et klart svar kan man nok ikke give. Egypten er stadig rangeret nummer 112 ud af 186, når det kommer til ”Human Development”.
Den nye præsident Al-Sisi har ignoreret menneskerettighedernes opbakning, som det arabiske forår førte med sig. Den egyptiske regering har dømt hundrede af politiske modstandere til døden eller livstid i fængslet. Sikkerhedsstyrker har dræbt mere end 1000 mennesker til demonstrationer mod Al-Sisi. Regeringen har begrænset arbejdet af NGO’er, der kæmper for menneskerettigheder i Egypten. Derfor kan der stadig ses et kæmpe brud på menneskerettighederne. Hvis organisationerne, der kæmper for at opretholde menneskerettighederne og mellemklasen i Egypten bliver slået til jorden af regeringen, vil der aldrig ske nogen form for fremskridt i Egyptens Fattigdom, kønsforskellene vil ikke udligne sig, og almindelige folks liberale behov vil fortsat ikke blive udfyldt.
Mangel på ligestilling i Egypten
September 17, 2015
BY anna krab
Sexchikane, voldtægt, kvindelig omskæring, undertrykkelse i samfundet og familien er nogle af de levevilkår egyptiske kvinder lever under.
En undersøgelse lavet af Thomson Reuters Foundation i 2013 viser, at Egypten er det land i verden med mest vold imod kvinder, og at det er det land ud af 22 arabiske lande, hvor kvinder er de mest undertrykkede.
Seksuel chikane og overgreb er noget, kvinder i det offentlige rum konstant bliver udsat for i Egypten. Kvinderne stiller dog intet op i frygt for at forværrer situationen eller på grund mangel på opbakning fra menneskerne, der overvære situationen.
Det går dog hårdest ud over kvinder, der deltager i demonstrationer og opholder sig i større menneskemængder. Under demonstrationerne imod den tidligere præsident Mohammed Mursi blev der voldtaget over 90 kvinder på Tahrir-pladsen i løbet af 4 dage. Den egyptiske regering har ikke fokus på voldtægter, og der bliver derfor ikke anmeldt overgreb og efterforsket i de anmeldte overgreb.
Det arabiske forår plantede et håb i alle Egyptere, men håbet om at det arabiske forår ville bringe retfærdighed og ligestilling er blevet knust. En egyptisk mand udtaler i et interview med Human Right Watch ”- Det er ikke nogen god vane, det er forkert. Men de frister os til at gøre det, med den måde de klæder sig på, den måde de går på. Alting. De presser egyptiske mænd til at gøre det”, siger den mandelige egypter.
Det er kvindernes egen skyld, at de bliver chikaneret flere gange dagligt. De kvinder, der kæmper for ligestilling i Mellemøsten har langt sværere ved at blive hørt og komme igennem til befolkningen end kvinder i vesten. Samfundet og den politiske scene er nemlig styret af mænd, der ikke frivilligt vil opgive deres plads for en kvinde. Mona Eltahawy flyttede fra New York tilbage til Cairo for at være med til at starte en revolution for at skabe ligestilling i Egypten. Sikkerhedspolitiet i Egypten fandt dog hurtigt ud af, hvem hun var, og hvad hun stod for og prøvede at stoppe hende i endes offentlige aktive feministiske deltagelse i demonstrationer. Mona kom i fængsel, hvor de brækkede begge hendes arme for at sende et stærkt budskab til andre kvinder. Kvinder, der går rundt og leger feminister og prøver at ændre på samfundet vil blive knækket. Det skete dog ikke Mona noget, og hun kæmper stadig en brag kamp for ligestilling for kvinder i Egypten.
Selvom kvinder bliver undertrykt og holdt nede af de egyptiske mænd mener Siger Hind Ahmed Zaki ph.d. studerende ved University of Washington i Seattel, at stigningen i voldtægter og overfald er et tegn på,ß at flere og flere kvinder deltager aktivt i politik og kæmper mere og mere for deres rettigheder. Og at der på et tidspunkt vil opstå en revolution for ligestilling.
En undersøgelse lavet af Thomson Reuters Foundation i 2013 viser, at Egypten er det land i verden med mest vold imod kvinder, og at det er det land ud af 22 arabiske lande, hvor kvinder er de mest undertrykkede.
Seksuel chikane og overgreb er noget, kvinder i det offentlige rum konstant bliver udsat for i Egypten. Kvinderne stiller dog intet op i frygt for at forværrer situationen eller på grund mangel på opbakning fra menneskerne, der overvære situationen.
Det går dog hårdest ud over kvinder, der deltager i demonstrationer og opholder sig i større menneskemængder. Under demonstrationerne imod den tidligere præsident Mohammed Mursi blev der voldtaget over 90 kvinder på Tahrir-pladsen i løbet af 4 dage. Den egyptiske regering har ikke fokus på voldtægter, og der bliver derfor ikke anmeldt overgreb og efterforsket i de anmeldte overgreb.
Det arabiske forår plantede et håb i alle Egyptere, men håbet om at det arabiske forår ville bringe retfærdighed og ligestilling er blevet knust. En egyptisk mand udtaler i et interview med Human Right Watch ”- Det er ikke nogen god vane, det er forkert. Men de frister os til at gøre det, med den måde de klæder sig på, den måde de går på. Alting. De presser egyptiske mænd til at gøre det”, siger den mandelige egypter.
Det er kvindernes egen skyld, at de bliver chikaneret flere gange dagligt. De kvinder, der kæmper for ligestilling i Mellemøsten har langt sværere ved at blive hørt og komme igennem til befolkningen end kvinder i vesten. Samfundet og den politiske scene er nemlig styret af mænd, der ikke frivilligt vil opgive deres plads for en kvinde. Mona Eltahawy flyttede fra New York tilbage til Cairo for at være med til at starte en revolution for at skabe ligestilling i Egypten. Sikkerhedspolitiet i Egypten fandt dog hurtigt ud af, hvem hun var, og hvad hun stod for og prøvede at stoppe hende i endes offentlige aktive feministiske deltagelse i demonstrationer. Mona kom i fængsel, hvor de brækkede begge hendes arme for at sende et stærkt budskab til andre kvinder. Kvinder, der går rundt og leger feminister og prøver at ændre på samfundet vil blive knækket. Det skete dog ikke Mona noget, og hun kæmper stadig en brag kamp for ligestilling for kvinder i Egypten.
Selvom kvinder bliver undertrykt og holdt nede af de egyptiske mænd mener Siger Hind Ahmed Zaki ph.d. studerende ved University of Washington i Seattel, at stigningen i voldtægter og overfald er et tegn på,ß at flere og flere kvinder deltager aktivt i politik og kæmper mere og mere for deres rettigheder. Og at der på et tidspunkt vil opstå en revolution for ligestilling.